tirsdag den 11. marts 2014

Hvordan er det at gå på uni i England?

Jeg tænkte at dette måske kunne være et rimelig relevant indlæg.
At gå på universitet i England er ikke vildt meget anderledes end i Danmark, men der er dog alligevel nogle forskelle. Nu kan jeg jo selvfølgelig ikke tale for alle universiteterne eller uddannelser i Danmark, men kun ud fra hvad jeg er vant til fra SDU.

Den største forskel jeg har oplevet, har været at vi ikke kun har én underviser til ét fag. Vi kan godt have 6 underviser til et fag - hvilket jeg faktisk har i mit Globalization fag.
Det er både en god og en dårlig ting. Det gode er, at hver underviser er virkelig god inden for et bestemt felt, det kunne fx være Latin Amerikanske eller franske film, så når de underviser i det, er de altså seriøse eksperter. Det er også godt i den forstand, at jeg tror vi alle (eller i hvertfald de fleste) har oplevet at have en underviser som var direkte elendig, og så er det rart nok at vide, at den person kun skal underviser en enkelt gang eller to.
Det kan dog godt være lidt forvirrende nogen gange lige i starten, og det kræver at man er ekstra opmærksom når undervisningsstilen kan skifte fra gang til gang.

I England har de ikke eksaminer på samme måde som vi har i Danmark - eller jeg har i hvertfald ikke. Som jeg beskrev her har jeg fx rigtig mange opgave i starten af maj og lidt i slutningen af marts, samtidige med at jeg også lige har afleveret en opgave her i januar og en i slutningen af november.
Det er også meget normalt at have flere opgave til et fag. I mit censorship fag har jeg fx både en præsentation, en position paper og en rapport. 
Problemet med at alle eksaminer er klumpet sammen på den måde, er selvfølgelig at det godt kan gå hen og blive gasnke presset - Hvilket jeg især oplever lige i øjeblikket.
Man er lidt tvunget til at skulle koncentrere sig om mange opgaver på en gang, i stedet for at kunne ligge alt fokus et sted.

Jeg er ved at tage en Master hvilket svarer til en dansk kandidat. Forskellen er dog, at min Master "kun" er på et år (Fordi jeg studerer fuldtid, man kan også vælge at studerer på del-tid, hvilket tager 2 år. Dette gør rigtig mange fordi de arbejde ved siden af, for at få råd til studiet).
Med et år menes dog ikke et normalt skoleår, men fra 1 september til 1 oktober året efter.
Dette skyldes at jeg til sommer skal skrive mit speciale. I Danmark bruger man sit sidste semester på kandidaten til dette, her over har man en sommerferie.
Det skal også siges at bare fordi det kun er et år, betyder det ikke at det er nemmere at tage en Master, den svarer nemlig til nøjagtig det samme som en dansk kandidat.

I Danmark var jeg vant til at på hvert semester fik jeg nye fag. Her over har jeg to fag som kører hele året ud.
Jeg oplever også at der generelt er meget mere klassediskussion her over, hvilket jeg rigtig godt kan lide. Det skyldes især at der for det meste ikke er særlig mange mennesker på kandidaterne herover, da mange vælger at stoppe efter deres BA, og så er det lidt nemmere at have klassediskussioner. 

Det kan godt være at det bare er mig, men jeg synes generelt at jeg oplever at folk er meget mere seriøse omkring deres studie herover, end jeg har oplevet hjemme i Danmark.
Personligt har jeg en teori om, at det er fordi folk herover selv betaler, så de tager det bare automatisk mere seriøst, da det er deres egne penge der ellers bliver split.
Jeg synes det er rigtig rart at komme til timer, hvor alle er velforberedte, har noget at sige, og rent faktisk bruger timerne på at tage notater og ikke sidde på facebook (og det smitter af på mig, hvilket jeg synes er ganske godt!). Jeg siger selvfølgelig ikke, at alle i Danmark tager deres studie useriøst og ikke laver andet end Facebook, men, for at være helt ærlig, så har jeg sjældent oplevet en time hvor halvdelen af de studerende (inkl mig selv) ikke havde Facebook kørende i baggrunden.

Det skal selvfølgelig også nævnes at man betaler for at gå på universitet her over. Det er dog ikke noget jeg har kunne mærke, da jeg fik hele min uddannelse dækket af SU.

Det var vist umiddelbart det jeg lige kunne komme i tanke om, men det var da egentlig også en del :)

Ingen kommentarer:

Send en kommentar