Danske Ida blev min første ven her over. Og efter det begyndte det hele at blive en lille smule bedre.
Jeg havde stadig 10 dage inden jeg startede i skole, og det er nok de længste 10 dage nogensinde. Grunden til at jeg ankom så mange dage før jeg faktisk havde intro, var fordi jeg skulle "indskrives" på universitet.
Jeg var helt åndssvag nervøs til introdagen - "Hvad nu hvis de andre ikke kan lide mig", "Hvad nu hvis jeg faktisk er ret dårlig til engelsk og jeg ikke forstår hvad de siger", hvad nu hvis og hvad nu hvis. Jeg er ekspert i sætninger der starter med "Jamen hvad nu hvis ..".
Introdagen gik dog godt. De andre kunne godt lide mig, og jeg kunne (heldigvis) sagtens både snakke og forstå engelsk.
Introdagen gik faktisk så fint at jeg endte med at drikke mig lettere beruset sammen med et par fra min klasse, som senere skulle vise sig rent faktisk blev mine venner.
Det hele blev noget bedre da jeg startede i skole. Ida var dog stadig den eneste jeg sådan rigtig gik ud med, og jeg vil godt indrømme at ensomhedsfølelsen stadig var der, samt at jeg savnede Kalle rigtig meget hver dag.
Dette var også en stor grund til at jeg valgte at tage hjem i min "Reading Week" sidst i oktober. "Reading Week" er vel mere eller mindre en læseferie, ugen bliver nok generelt bare mere brugt til en ferie, uden "læse" foran.
Sådan fortsatte tingene faktisk et godt stykke tid endnu. Og jeg kunne stadig ikke forstå, hvorfor det ikke var sådan som jeg hele tiden havde regnet med at det ville være.
Ja okay, jeg kunne måske godt se, at det der med at lave 20 nye venner den første uge, var en smule urealistisk. Men nu var der da gået 2 måneder, og jeg tilbragte stadig mest tid på mit værelse, og Ida var stadig den eneste jeg sådan gik ud med.
HELDIGVIS ændrede det hele sig sidst i november måned. En eller anden fra min klasse (jeg husker ikke hvem) spurgte om vi ikke skulle tage ned i studiebaren efter vores timer fredag, og bare få et par øl. Det endte med at blive en fast tradition.
Det udviklede sig stille og roligt, så det ikke kun var om fredagen til øl vi mødtes. Vi tog også ud for at spise sammen eller gå i biografen.
Efter 3 måneder begyndte det endelig at ligne det jeg havde forventet hjemmefra. Bare lidt mere realistisk, og faktisk også lidt bedre.
Hele min pointe med disse to indlæg er, at man skal passe på med sine forventninger. Det er selvfølgelig mere end okay at man glæder sig, andet ville være mærkeligt. Man skal bare passe på ikke at gøre som jeg, ikke at tro at det hele fungerer som det gør i film og bøger, fordi sådan er virkeligheden ikke.
Jeg har det rigtig godt her over nu. Jo, jeg glæder mig til jeg skal hjem igen til april, men jeg føler mig ikke længere ensom, og jeg ved at det bliver rigtig hårdt at skulle sige farvel til alle de mennesker jeg har mødt her over.
For hey, måske endte jeg ikke med at lave 20 nye venner, men det var da tæt på.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar