Nu har jeg også en cykel i London

Der er 25 dage til at jeg rejser.
Og jeg har så godt som styr på alt hvad jeg skal have styr på, jeg har sågar fået halv købt mig en cykel - altså jeg har fundet en meget fin retro folde ud cykle til £50, som jeg nok har tænkt mig at købe når jeg kommer der over.
Jeg har ikke tænkt mig at skulle cykle rundt inde i central London fordi jeg har ikke lyst til at dø, men eftersom mit universitet og min kommende bolig er sådan lidt ude for London, hvor det er sikkert nok at cykle, ville jeg gerne have en.

Der er selvfølgelig stadig en smule nerver på, og min yndlings sætning "jamen hvad nu hvis!" bliver stadig brugt hyppigt.
"Jamen hvad nu hvis, der er gået noget galt, siden jeg ikke har fået den der indskrivnings mail endnu?" eller "Jamen hvad nu hvis SU har fucket i det, og jeg ikke får SU alligevel" osv.



Det er tæt på nu og jeg panikker fortsat lidt inde i, mens folk omkring mig fortsætter med deres ting som de hele tiden har gjort. Der er ikke nogen der slår lejer foran min dør og græder ved synet af mig fordi de ikke kan klare tanken om at jeg rejser - Hvilket nok er godt nok, fordi det ville være ok mærkeligt.
Mine veninder er typerne der siger "Det er jo bare England, det er lige ved siden af, og vi kommer og besøger dig!" og det er nok meget godt at de har det sådan, fordi så bliver jeg også lidt mere rolig.
Det er jo lige ved siden af og de kommer og besøger mig, fordi det har de LOVET (jeg satser på at de ser det her, det er fint nok at de lige blevet mindet om det).

Jeg glæder mig pænt meget.
Men jeg kommer også pænt meget til at savne folk, især dem her nedenunder teksten, fordi de er ret awesome - hvilket nok godt kan ses. 

Jeg forstår ikke hvorfor det ligner vi har gule tænder - det har vi altså ikke.