Det er en meget underlig følelse at sidde med. På den ene side er jeg glad, det har været nogle vildt hårde 9 måneder, jeg har savnet Kalle, min familie og mine venner rigtig meget, så jeg glæder mig til at komme hjem igen. Jeg glæder mig til at genoptage junk-søndage (det har vi ikke gjort nok siden Bjørnevangen) og rødvinsaftener med Kia, til weekendopkald fra Heidi når hun har været i byen (<3) og til lange og halv meningsløse samtale med Louise. Jeg glæder mig til gåturen i Eventyrhaven og Munkemose langs Odense Å, til sandwich fra Kræs for Smag i gågaden, til ikke at skulle bo på et lille værelse og dele et hus med 3 andre piger, at kunne se min familie når jeg har lyst og så glæder jeg mig til igen at komme hjem og få en hverdag med verdens bedste kæreste.
På den anden side er jeg også lidt sørgmodig. Selvom det har været hårdt har det samtidige også været en hel utrolig oplevelse. En oplevelse jeg ikke rigtig tror jeg kan samle mig om før jeg kommer rigtigt hjem igen.
Jeg har lært meget, både rent studiemæssigt (hvilket er heldigt eftersom det var grunden til at jeg tog her over) men også om mig selv.
Jeg er en usikker type, og jeg har brug for tryghed - jeg er ikke særlig god til forandring og til ikke at vide hvad der kommer til at ske.
Netop derfor har den her oplevelse været rigtig god for mig, jeg er blevet tvunget ud i det udkendte, og selvom det har krævet en del tårer, så er jeg altså også rigtig stolt af mig selv - fordi, jeg gjorde det sgu. Jaja, jeg har lige 5 eksamens opgaver og en dissertation at skive, men stadig.
Jeg fulgte min største drøm, jeg tog til London, og jeg overlevede faktisk.
Jeg har også mødt nogle virkelig skønne mennesker her over, og jeg ved at det bliver hårdt at skulle sige farvel til dem, og jeg kommer til at savne at mødes hver fredag efter uni på studenterbaren og drikke øl.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar